LL
Historien om Himmelvågeren - Mere Mellem Himmel & Jord
»Med sine sirligt udvalgte prismer, sten og perler, danser Himmelvågerens strenge sagte over mig. Med ganske lette og næsten ubemærkede bevægelser, tryllebinder de mig, og lover mig - netop der, hvor solens stråler rammer én af prismerne - at verden er forunderlig og livet er smukt. Jeg kigger på skyggespillet på væggen, og på de små, fine hvide og regnbuefarvede mønstre, som spejlingen fra prismen tegner på væggen. I dette magiske øjeblik står alting stille, og der findes kun NU. Mit hjerte åbner sig ved synet af denne ubesværede skønhed, og glæden bevæger mine mundvige opad. Jeg bevæger mig ud i min dag med følelsen af at være blevet vist en hellighed; den skønneste lille hemmelighed, kun til mig. Som et stykke af Himlen, lige dér midt i min hverdag.
Da natten kalder mig til ro, kigger jeg atter op. Der hænger den, nu som en engel, der vogter over mig, mens jeg sover. Den fortæller mig, at alt er trygt og godt; at jeg roligt kan hvile mig fra dagens begivenheder, og overgive mig til mine drømmes farverige verden. At jeg kan slippe mine bekymringer og forbehold, til fordel for troen på livet - og på mig. Den fortæller smukke godnathistorier om min verden, ikke kun den, jeg kender til hverdag, men også den, hvor jeg engang har kendt alting; hvor jeg var alting. Hvor jeg er livet og døden og alting midt imellem.
Sådan forbinder den mig, Himmelvågeren. Den forbinder mig til mig, til min sjæls dybe visdom og erindringen om det magiske – i mig og i verden. Den forbinder mig til mine største og modigste drømme og til den store Livets Kærlighed, der strækker sig fra det mindste sted i min krop til den største stjerne på Himlen. Og sådan forbinder den mig til Gud, til dig, og til Tro, Håb og Kærlighed - til Evighed.«
- Kristine Skjoldborg Stammer
En Enestående Vogter
Himmelvågeren er, i ordets bedste betydning, fuldkommen enestående. Med sine nøje udvalgte elementer til hver enkelt modtager - prismer, fjer, perler og sten, som skaber Lilan Kops har fundet på loppemarkeder og i naturen - udgør den på én gang et svævende og dybt personligt alter, og bindeled mellem det menneskelige og det sjælelig.
Den fortæller historien om vores personlige engle, der vogter over vores sjæls fred, og om altings evige forbundenhed, hvor livet og døden hænger uløseligt sammen.
Og så fortæller den en historie om den store skønhed, der findes i at møde frygten for overgangen, den symbolske såvel som den konkrete, mellem de to, med nærvær og kærlighed.
Med sin rolige og diskrete tilstedeværelse, åbner den rummets energi med et kærligt løfte om, at vi er passet på, både i livet og i døden, og sender tankerne henimod en symbolsk såvel som energetisk port til himlen og alle dens engle.
Himmelvågeren, der blev kanaliseret til Lilan Kopps i 2013, er bygget op omkring fire ”arme”, der opstår ved at to smukke grene lægges over kors og bindes sammen på midten af en kraftig hørsnor. Fra disse grene hænger de nærmest gennemsigtige fiskeliner med smukke skaller, perlerog krystaller, der giver Himmelvågeren sit karakteristiske lette og æstetiske udtryk. Tilsammen symboliserer de fire arme livets hjul, som vi bevæger os igennem fra fødsel ind i barndom og voksendom til alderdom og døden - med udgangspunkt i grenkorsets midte, der repræsenterer sjælen. Et konkret samlingspunkt for Himmelvågeren, et symbolsk i det enkelte menneskes indre.
Hver Himmelvåger er intuitivt skabt til sin modtager, både i forhold til hvilke elementer, der bruges,og hvordan de er placeret.
Derudover kommer Himmelvågeren med tre kanaliserede ord, der opstår i det clairvoyante skabelsesrum, Lilan Kops træder ind i, i sit arbejde med at fremstille Himmelvågeren. Disse ord er essentielle energier på modtagerens sjælerejse, og fungerer både som en påmindelse om vedkommendes grundlæggende, indre ressourcer, og som en forankring og balancering af disse energier i det rum, Himmelvågeren skaber.
Himmelvågeren findes i en ”single-version” med bare én line fra hver arm, i en ”dobbeltversion”, med to liner fra hver arm og i den "store" med 3 liner fra hver arm.
Den laves både til enkeltpersoner, børn som voksne, til par og familier samt institutioner og virksomheder.
Interview Personlige samtaler mellem Lilan Kops og Kristine Skjoldborg Stammer om Himmelvågerens skabelse, dens magi og budskab til modtageren.
- »Du fortæller, at Himmelvågeren blev kanaliseret til dig.
Vil du prøve at fortælle lidt om, hvad der skete?«
I det øjeblik, vi får livet, får vi også døden
»I virkeligheden startede det hele med, at jeg havde en tanke om at ville være vågekone. Altså én, der sidder hos de døende, og gennem sin tilstedeværelse og nærvær skaber et rum af ro og tryghed i deres sidste tid på jorden. Langt de fleste mennesker er bange for at forlade livet, det gælder sådan set også mig selv, og jeg tror det har noget at gøre med, at vi ved så lidt om døden. Den er svært for vores hoveder helt at rumme, også selvom vi måske med sjælen ved, at den ikke er farlig - at den er nødvendig, endda. Den er, om ikke andet så i vores del af verden, som regel forbundet med noget mørkt og trist, og noget vi forsøger at glemme hører med til livet.
Men sandheden er jo, at de to hænger uløseligt sammen - i det øjeblik, vi får livet, får vi også døden.
Min tanke var, at der kunne være noget smukt og healende i at få et mere afslappet forhold til døden, et mindre frygtfuldt forhold, om du vil - især i det øjeblik vi står ansigt til ansigt med den. Måske en tro på, at den er en naturlig og nødvendig overgang, og at der ”findes noget” på den anden side. At vi ikke er fortabt, eller bliver forladt, når vi dør, men at vi kan stole på, vi er passet på, lige dér, hvor vi måske er allermest bange og sårbare.
Og så er det interessante jo, at vi også har mulighed for at forbinde os til det ”noget”, hvad end det så er, mens vi stadig er i live, men det er en anden snak.
Min umiddelbare tanke var altså, at jeg gerne ville være der for den døende i den udstrækning det nu var muligt; holde vedkommende i hånden - både i overført og håndgribelig forstand - gennem dén overgang, som døden er, og gøre den til en så smuk oplevelse som muligt. Forsøge at komme frygten i møde, blot ved at være nærværende og kærlig.
Men inden jeg nåede at gøre alvor af det, kom Himmelvågeren til mig. Ordet ramte mig simpelthen ud af det rene ingenting, og jeg vidste instinktivt, at det kom fra min sjæl.
At her var noget vigtigt at gå på opdagelse i.
Da jeg gik ind i skabelsesprocessen med den, opstod der det her fine, fine væsen… når jeg kalder den det, er det fordi jeg virkelig føler, at den har sit eget liv, og at den kan noget meget dybere end blot se smuk ud. Og det er ikke fordi, der er noget i vejen med, at den smuk, det elsker jeg den for. Og man kan også sagtens få glæde af den, bare fordi den er smuk, uden at ”forstå” den som sådan.
Men muligheden, lad mig sige det sådan, findes for at man kan bruge den til at forbinde sig til sin sjæl, til sit evige selv.
Hver gang jeg går ind i mit særlige rum for at skabe en Himmelvåger, bliver jeg guidet til nøje at udvælge hvilke elementer, den skal bestå af og hvordan de skal sidde.
For mig føles det som om, det er modtagerens sjæl, der viser mig, hvor den er og hvad den har brug.
Det er virkelig en meget særlig oplevelse«.
»Det lyder som om, dit eget forhold til døden og til det evindelige i os, har udviklet sig i takt med, at du har arbejdet med Himmelvågeren.
Vil du prøve at sætte nogle ord på det - måske fortælle lidt om, hvad døden kan for dig?«
Døden bygger bro mellem det, som sjælen erkender, men mennesket ikke kan rumme
»Da jeg havde lavet den første Himmelvåger, begyndte jeg at forstå, at det ikke nødvendigvis var mig, der skulle sidde og våge, men at Himmelvågeren, gennem sin skønhed og det nærvær den skaber, kunne være den ”healende hånd” i overgangen mellem liv og død. At den er med til at skabe en særlig energi, en særlig åbning i det rum, den hænger i, og at dét i sig selv er beroligende. At det er healende.
Og så skete der noget virkelig smukt.
Lige pludselig blev det meget tydeligt for mig, at vi jo ikke kun er i berøring med døden, når nogen forlader deres fysiske krop. Vi har også døden på nært hold, hver gang vi står overfor en overgang til noget nyt i livet. Det føles, i hvert fald for mig, som om en del af mit liv, en del af mig, dør bort.
Det kan være noget af det mest skræmmende, der findes - at skulle kaste sig ud i noget nyt, eller sige farvel til noget, der er trygt og velkendt, men som måske bare ikke skal ”med videre”, af den ene eller anden grund.
Og selvom det kan være forbundet med sorg at sige farvel til noget i den symbolske død - ligesom det er sorgfuldt at sige farvel til nogen, man holder af - så opdagede jeg, at dét, Himmelvågeren kan, er at indgyde håb og ro, hvad end det handler om en fysisk dødsproces, eller vi taler om den symbolske.
Netop fordi den på én og samme gang rummer hele livets cyklus og åbner til dét, der findes på den anden side.
Så når jeg siger, at vi har mulighed for at forbinde os det det ”noget”, der findes på den anden side, så er det det jeg mener.
I forhold til, hvad jeg føler døden kan, så hænger det i virkeligheden direkte sammen med den her forbundenhed vi taler om.
For mig bygger døden bro mellem det, som sjælen erkender, men mennesket ikke kan rumme.
Det vil sige, døden kommer altid på et tidspunkt, hvor det er tid til at sige farvel. Sjælen ved, det er sandt, vores guddommelige selv ved, det er sandt. Og selvom vores menneske-selv måske også mentalt kan få fat i den erkendelse, ændrer det ikke på, at den kan være forbundet med både sorg og frygt - og det er selvfølgelig helt OK.
Det er menneskeligt, og som menneske er det rart at have et sted at vende sig mod, hvor der findes tro og håb og ro og trøst.
Mit bud på det sted, det rum, er Himmelvågeren.
For mig er den en manifestation af et guddommeligt rum, som indeholder løftet om tro, håb og kærlighed.
En påmindelse om, at nogen våger over én i det øjeblik, hvor man er allermest bange; en påmindelse om, at kærligheden altid sejrer, uanset hvor skræmte vi måtte være i overgangen mellem liv og død«.